2. december 2025
Nye rapporteringsstandarder. Åbent netværksmøde: Due diligence i praksis
Netværket for due diligence i praksis inviterer tirsdag d. 2. december kl. 13.00-15.00 alle medlemmer af Etisk Handel Danmark til online møde om de nyeste opdateringer indenfor rapportering om bæredygtighed og due diligence.
Her får du indblik i de nye standarder for lovpligtig og frivillig rapportering, med oplæg fra Institut for Menneskerettigheder og Erhvervsstyrelsen.
Som en del af omnibus-processen skal standarderne for bæredygtighedsrapportering forenkles. EFRAG (European Financial Reporting Advisory Group) har arbejdet hurtigt med opgaven og leverer de reviderede ESRS-standarder 30. november.
For de virksomheder, der frivilligt ønsker at arbejde med bæredygtighedsrapportering kan man tage afsæt i EU’s SMV-standard, og skabeloner fra Erhvervsstyrelsen.
Hør præsentationer fra:
- Signe Andreasen Lysgaard fra Institut for Menneskerettigheder, der giver en opdatering på de reviderede CSRD-standarder (ESRS), som EFRAG leverer til kommissionen i slutningen af november. Som medlem af EFRAG’s udvalg har Signe et helt unikt indblik i de reviderede standarder, som vil være spritnye, når vi mødes d. 2. december.
- Nønne Bjerg Linnet fra Erhvervsstyrelsen, som vil præsentere den nye SMV-standard, og opdaterede skabeloner til Ansvarlighedspolitik, Miljø- og klimapolitik, samt Leverandør Code of Conduct. Skabelonerne afspejler et basisniveau for, hvordan en politik kan se ud, og kan bruges som inspiration og praktisk værktøj til at udarbejde politikker for virksomheders bæredygtighedsindsats.
På mødet vil der være god mulighed for at stille spørgsmål og drøfte de præsenterede materialer med Signe Andreasen Lysgaard og Nønne Bjerg Linnet samt med andre medlemmer.
Har du spørgsmål, så ræk ud til Sarah Dieckmann, rådgiver i Etisk Handel Danmark, på sd@etiskhandel.dk
Tilmeld arrangement
Praktisk information
Få vores nyhedsbrev
Følg med i vores arrangementer, netværk og nyheder.