28. Januar 2026
Webinar: Ansvarlig AI på arbejdspladsen
Når teknologi møder etik og bæredygtighed
AI-værktøjer er på rekordtid blevet en integreret del af hverdagen i mange organisationer. De rummer et stort potentiale, men også nye risici. For selvom næsten alle virksomheder i dag anvender AI, er der meget få, der måler eller forholder sig til teknologiens klima- og miljøpåvirkning, energiforbrug eller risiko for bias og utilsigtede konsekvenser.
I dette webinar sætter vi fokus på, hvordan AI kan anvendes ansvarligt og strategisk på arbejdspladsen. Med både kritiske og konstruktive perspektiver ser vi på, hvornår AI bidrager til bæredygtig udvikling og hvornår den risikerer at gøre mere skade end gavn.
Webinaret giver dig et realistisk overblik over udfordringerne ved AI og viser samtidig, hvordan teknologien kan blive en accelerator for bæredygtighed, hvis den bruges med omtanke.
Deltagerne får:
- Indsigt i AI’s klima- og miljøpåvirkning – herunder energiforbrug og CO₂-aftryk
- Forståelse for centrale risici som bias og utilsigtede sociale konsekvenser
- Klarhed over, hvornår det giver mening at bruge AI – og hvornår det ikke gør
- Inspiration til at arbejde mere strategisk og ansvarligt med AI i praksis
Program:
kl. 10.30 Etisk Handel Danmark byder velkommen
kl. 10.40 András Ács Pedersen, lektor ved Zealand, giver et praksisnært og nuanceret blik på kunstig intelligens som både mulighed og risiko i arbejdslivet. Med udgangspunkt i et ståsted som teknologi-optimist og bæredygtigheds-aktivist præsenteres AI som en “multiplier”, der kan effektivisere vidensarbejde, men også forstærke eksisterende udfordringer. Oplægget rummer konkrete eksempler på anvendelse af AI i virksomheder og sætter samtidig fokus på etiske, miljømæssige og sikkerhedsmæssige konsekvenser samt principper for ansvarlig brug af AI.
kl. 11.05 Pedram Bakhtiarifard, ph.d.-studerende ved Københavns Universitet, giver et forskningsbaseret indblik i de ressource- og miljømæssige konsekvenser af kunstig intelligens. Oplægget belyser, hvordan udviklingen af AI-modeller medfører et stigende forbrug af energi, vand og materialer, og introducerer en bredere forståelse af bæredygtig AI. Afslutningsvis præsenteres tekniske greb og konkrete råd til, hvordan virksomheder kan arbejde mere ansvarligt med AI.
kl. 11.30 Annemarie Meisling, Partner & Co-Founder i Koral, sætter fokus på, hvordan kunstig intelligens kan anvendes som et konkret og værdiskabende værktøj i virksomheders bæredygtighedsarbejde. Med afsæt i danske cases vises, hvordan AI allerede bruges til blandt andet ESG-rapportering, leverandørscreening og operationel optimering. Oplægget giver samtidig en praktisk introduktion til, hvordan virksomheder kan komme i gang med AI på en struktureret og ansvarlig måde.
kl. 12.00 webinaret afsluttes
_
Målgruppe : Webinaret er gratis og åbent for alle. Webinaret er målrettet ledere, beslutningstagere og fagprofessionelle inden for ESG, compliance og bæredygtighed, som allerede bruger – eller står over for at skulle bruge – AI-værktøjer i deres arbejde.
Kontakt: Sara Kristine Brodersen, e-mail: skb@etiskhandel.dk
__
Vi har lukket for tilmeldinger til dette webinar
Er du medlem i Etisk Handel Danmark kan du få tilsendt optagelse af webinaret efter det er afholdt d. 28/01 2026 ved at sende en mail til skb@etiskhandel.dk
Praktisk information
Få vores nyhedsbrev
Følg med i vores arrangementer, netværk og nyheder.
