Forestil dig at arbejde 60 timer om ugen i en varm fabrikshal, hvor maskinernes konstante summen fylder rummet. Smertestillende piller hjælper dig gennem dagen, men de kan ikke fjerne trætheden, sliddet eller bekymringen for enderne, der ikke kan mødes med den løn, du tjener.
For millioner af tøjarbejdere i Bangladesh er dette virkeligheden.
Landet huser en af verdens største tekstilindustrier, hvor omkring 80 % af arbejderne i industrien er kvinder. De producerer vores tøj til Vesten, hvor vi køber tøjet til billige penge – og det er nok de færreste der tænker på, hvor mange hænder tøjet har været igennem, før det ender i indkøbskurven i Danmark.
Et fotostudie: Massive sociale udfordringer
“Vi oversætter ikke vores egne behov til de mennesker, der sidder på den anden side af Jorden,” forklarer Julie Bundgaard, forfatter og Ph.d. i Global Bæredygtig Produktion ved Syddansk Universitet.
Hun har blandt andet gennemført et photovoice-studie med tøjarbejdere i Bangladesh, som selv har dokumenteret deres liv i billeder. Studiet har fået Julie til at sætte kritiske spørgsmålstegn ved de psykiske og fysiske konsekvenser, arbejdet som tøjarbejder har.
Studiet viser blandt andet, at mange tøjarbejdere lever med en økonomisk stress og sorg over ikke at kunne skabe en bedre fremtid for deres børn. Mange tøjarbejdere kan ikke engang bo med deres egne børn på grund af de mange arbejdstimer og den lave løn, hvilket medfører et afsindigt afsavn til børnene, der eksempelvis må bo hos bedsteforældrene på landet. Størstedelen af deltagerne i studiet beretter, at de dagligt dulmer smerter med smertestillende som en direkte konsekvens af det repetitive arbejde i uhensigtsmæssige arbejdsstillinger ved dårligt indrettede arbejdsstationer.
Det hele leder til diskussionen om det store gab mellem en mindsteløn, der ligger på det halve af en leveløn i Bangladesh.
”Overarbejdsparadokset”
Bundgaards studier viser, at mange tøjarbejdere lever med en stor taknemmelighed over deres arbejde og en frygt for at miste det. Samtidig oplever de en sorg over ikke at kunne tilbringe tid med deres familien, mens de på samme tid ønsker mere overarbejde. Dette kalder Julie Bundgaard overarbejdsparadokset, hvilket har fået hende til at reflektere over, hvornår vi reelt kan kalde overarbejde frivilligt. Særligt når det skyldes en løn, der er så utilstrækkelig, at den kun dækker halvdelen af det nødvendige.
Millioner af tekstilarbejdere verden over modtager kun omkring halvdelen af den estimerede leveløn, som skal dække de mest basale livsfornødenheder. Dette økonomiske hul efterlader kvinderne i en desperat situation, hvor man kan diskutere, hvor reelt et valg overarbejde egentlig er. Det understreger den totale mangel på balance i en tøjarbejders liv.
Strukturelle barrierer for retfærdige lønninger i tekstilindustrien
Lige nu overholder mange virksomheder de lovmæssige rammer, men problemet er, ifølge Julie Bundgaard, at de lovmæssige rammer ikke formår at skabe anstændige forhold for tøjarbejdere. “Vi sætter ikke den reelle værdi på vores produkter, og det skaber en barriere for, at tøjarbejdere kan tjene en leveløn” forklarer Bundgaard. Ifølge hende er der brug for strukturelle og politiske forandringer, der kan sikre højere lønninger f.eks. ved at gribe fat om det problematiske ved afstanden mellem mindsteløn og leveløn.
Vil du vide mere?
- Du kan lytte til lydbogen ’Der er blod på dit tøj, Julie’. Den tager udgangspunkt i Julie Bundgaards oplevelser fra tøjfabrikker, interviews og samtaler med fabriksejere og tøjarbejdere, og i forskning og artikler om fast-fashion-industrien.
- Kom med i netværket ’Ansvarlig tekstil’: Det er en kompleks udfordring at skabe en retfærdig omstilling i tekstilindustrien, som ingen virksomhed kan løse alene. Bliv en del af netværket ’Ansvarlig tekstil’ i Etisk Handel Danmark, hvor vi bl.a. arbejder med leveløn. Tag kontakt til vores rådgiver Mie Tingsager, som faciliterer netværket på mt@etiskhandel.dk eller mere her: ’Netværket Ansvarlig tekstil’
- Læs også debatindlægget af Nanna Callisen Bang, direktør i Etisk Handel Danmark i Altinget: ’Regeringen må ikke glemme arbejdernes rettigheder i handlingsplan for tekstiler’