Arbejdstagerrettigheder og civilsamfund er under stigende pres globalt. Samtidig søger flere virksomheder mod partnerskaber for at styrke arbejdet med ansvarlige værdikæder. Nu lancerer Etisk Handel Danmark et digitalt kort, der gør det lettere at finde civilsamfundspartnere med lokal viden, erfaring og netværk.
Når virksomheder og offentlige aktører skal arbejde ansvarligt i globale værdikæder, er adgang til lokal viden afgørende. Mange af de største risici for mennesker, miljø og klima opstår langt ude i værdikæden, hvor virksomheder ofte har mindst indsigt og indflydelse.
Det understreges af Etisk Handel Danmarks årlige medlemsundersøgelse, hvor næsten to ud af tre medlemsvirksomheder peger på de yderste led i værdikæden som de mest udfordrende.
Det er netop hér, hvor civilsamfundsorganisationerne har deres kompetencer med lokale kontorer, viden og netværk, som virksomhederne ikke har adgang til.
Derfor lancerer Etisk Handel Danmark nu ’Civilsamfund i globale værdikæder’- et digitalt kort, der giver overblik over, hvor organisationens civilsamfundsmedlemmer arbejder globalt, og hvilke lande, sektorer, værdikæder og temaer, de har særlig viden om.
Partnerskaber bliver en vigtigere del af løsningen
Kortet lanceres på et tidspunkt, hvor partnerskaber fylder mere i virksomhedernes arbejde med ansvarlig handel. I Etisk Handel Danmarks årlige medlemsundersøgelse svarer 60 procent af medlemsvirksomhederne, at de allerede har etableret partnerskaber med civilsamfundsorganisationer eller andre vidensaktører for at nå deres målsætninger. Yderligere 20 procent overvejer det som en del af deres strategi.
I det digitale kort kan man få overblik over, hvilke civilsamfundsorganisationer der er til stede i konkrete lande og sektorer. Når man klikker på organisationernes logoer, fremgår det også, hvilke centrale temaer de arbejder med, som for eksempel arbejdstagerrettigheder, børnearbejde, diskrimination, klima, natur, vand og dyrevelfærd.
“Når arbejdstagerrettigheder og civilsamfund er under pres globalt, bliver det endnu vigtigere, at virksomheder og offentlige aktører har adgang til lokal viden og relevante samarbejdspartnere. Med kortet gør vi det lettere at finde civilsamfundsorganisationer, der har konkret erfaring i de lande og værdikæder, hvor udfordringerne skal forstås og løses,” siger Nanna Callisen Bang, direktør i Etisk Handel Danmark.
Lokal viden er afgørende for ansvarlige værdikæder
Civilsamfundsorganisationer spiller en central rolle i arbejdet med ansvarlig virksomhedsadfærd og bæredygtig udvikling. De har ofte dyb indsigt i lokale forhold, rettighedshavere, arbejdsvilkår, miljømæssige udfordringer og sociale risici i globale værdikæder.
Den viden kan være afgørende for virksomheder, der arbejder med due diligence, leverandørsamarbejde og ansvarlige indkøb og for offentlige aktører, der arbejder med Danmarks globale engagement, udviklingssamarbejde, erhvervsfremme og grøn omstilling.
“Mange af de udfordringer, vi møder i globale værdikæder, kan ikke løses af én aktør alene. De kræver dialog, lokal forståelse og partnerskaber på tværs. Kortet er et konkret værktøj, der kan være med til at bygge bro mellem virksomheder, civilsamfund og offentlige aktører. Vi håber, at kortet vil føre til endnu flere partnerskaber,” siger Nanna Callisen Bang.
Kortet vil løbende blive opdateret af Etisk Handel Danmark.
Se hvor de forskellige civilsamfundsmedlemmer i Etisk Handel Danmark er aktive rundt omkring i verden. Brug kortet til at finde relevante samarbejdspartnere. Se kortet her