Kaffe er en af verdens mest handlede råvarer, og Danmark hører til blandt de mest kaffedrikkende lande i verden.
Men bag hver kop kaffe gemmer sig en værdikæde, der er udfordret af klimaforandringer, risiko for skovrydning, lave indkomster blandt kaffebønder og stigende krav til ansvarlighed.
Derfor deltager JDE Peet’s Danmark i Dansk Alliance for Ansvarlig Kaffe, som Etisk Handel Danmark faciliterer. Alliancen samler aktører på tværs om at dele viden og arbejde med fælles udfordringer i kaffesektoren.
“Vi ønsker at gøre en positiv forskel – ikke kun dér, hvor kaffen dyrkes, men også i Danmark. Alliancen giver os en god platform for erfaringsudveksling og for at styrke samarbejdet om centrale udfordringer i branchen,” siger Cathrine Johansen, Nordic Head of Sustainability, JDE Peet’s.
Fælles udfordringer
Kaffeproduktion er tæt forbundet med flere komplekse udfordringer i globale værdikæder.
Klimaforandringer påvirker allerede høstudbytter og kvalitet, mens pres på skov, biodiversitet samt leveindkomst fortsat præger mange kaffeproducerende regioner.
Dansk Alliance for Ansvarlig Kaffe er etableret for at adressere netop disse udfordringer.
Gennem arbejdsgrupper, videndeling og fælles initiativer arbejder alliancen med temaer som regenerativ kaffeproduktion, klimatilpasning, leveløn, ansvarlig handel og kommende EU-lovgivning.
For JDE Peet’s giver deltagelsen mulighed for at dele erfaringer med andre aktører i sektoren og samtidig styrke arbejdet med ansvarlig handel og due diligence.
”Mange af kaffesektorens udfordringer er for komplekse til, at én aktør kan løse dem alene og har gavn af en mere koordineret indsats,” siger Cathrine Johansen.
Faktaboks
Kommerciel partner: JDE Peet’s Danmark
NGO-partner: TechnoServe
Andre partnere: Dansk Alliance for Ansvarlig Kaffe, faciliteret af Etisk Handel Danmark
Sektor: Fødevarer/landbrug
Bæredygtighedsudfordring: Ansvarlig kaffeproduktion samt styrkelse af kaffebønders levevilkår
Langsigtet mål for JDE Peet’s: At bidrage til robuste og ansvarlige kaffeværdikæder, der kan sikre fremtidens kaffeforsyning
Lokal handling på jorden
Et af disse projekter er med TechnoServe, en NGO som arbejder med træning og kapacitetsopbygning blandt kaffebønder i blandt andet Honduras, Peru, Guatemala, El Salvador, Etiopien og Uganda.
Partnerskabet fokuserer på at styrke bøndernes viden om dyrkningsmetoder, klimatilpasning og jordforvaltning.
Gennem lokale træningsforløb og demonstrationsmarker deles viden mellem bønder, så nye metoder lettere kan forankres i lokalsamfundene.
”Ved at investere i træning og lokal kapacitetsopbygning bidrager vi til at styrke både landbrugspraksisser og levevilkår samtidig med at vi sikrer en mere robust og langsigtet kaffeforsyning,” siger Cathrine Johansen.
Partnerskaber skaber stærkere værdikæder
Gennem Dansk Alliance for Ansvarlig Kaffe kan virksomheder, civilsamfund og myndigheder dele viden, koordinere indsatser og udvikle fælles løsninger på tværs af sektoren.
Samtidig sikrer JDE Peet’s lokale samarbejdspartnere som TechnoServe, at ambitionerne omsættes til konkrete forbedringer hos de mennesker, der dyrker kaffen.
Kombinationen af sektorsamarbejde og lokale partnerskaber gør det muligt både at arbejde strategisk med ansvarlighed og samtidig skabe konkrete resultater i marken.
”Fremadrettet vil vi bygge videre på de indsatser, der virker, fortsætte med at investere i forbedringsprojekter og indgå i partnerskaber. Samtidig vil vi arbejde for at nå endnu bredere ud til flere småbønder og lokalsamfund. De har brug for vores støtte – og vi har brug for dem,” siger Cathrine Johansen.
Forsyningssikkerhed starter hos kaffebonden
JDE Peet’s serverer omkring 3.900 kopper kaffe og te i sekundet på mere end 100 markeder, så for en virksomhed af den størrelse er stabile og ansvarlige forsyningskæder afgørende.
De er dybt afhængige af millioner af små kaffebønder verden over, og hvis kaffeproduktion bliver mindre rentabel eller mere sårbar over for klimaforandringer, risikerer bønder at forlade sektoren.
Virksomheden har derfor i mere end 10 år investeret i langsigtede forbedringsprojekter og nåede i 2025 over 1 million deltagere i sine projekter, eksempelvis kaffebønder, arbejdere samt børn og unge.
Alene i 2025 havde de 76 aktive projekter, som alle bidrager til at adressere de lokale udfordringer, der er identificeret.
”Da udfordringerne varierer fra region til region, er indsigt og forståelse samt et tæt lokalt engagement afgørende for at skabe varige forbedringer,” siger Cathrine Johansen.
”Mange af kaffesektorens udfordringer er for komplekse til, at én aktør kan løse dem alene og har gavn af en mere koordineret indsats.”
– Cathrine Johansen, Nordic Head of Sustainability, JDE Peet’s.