Småbønder i Kenya mister en stor del af deres høst på grund af skadedyr, udpint jord og begrænset adgang til effektive landbrugsinputs. Det presser både indtægter og incitamentet til at investere i produktionen.
For Novonesis blev det startskuddet for et nyt partnerskab med CARE Danmark og CARE Kenya. Målet er at udvikle en kommercielt levedygtig og ansvarlig markedsmodel for biologisk plantebeskyttelse målrettet småbønder.
“Kenya var i princippet et helt nyt marked for os. Det kommercielle potentiale var ikke hoveddrivkraften. Det, der gjorde Kenya interessant, var konteksten med småbønder og fødevaresikkerhed. Det er meget anderledes end vores normale kundegrundlag,” siger Tiago Izeppi, Senior Global Marketing Manager hos Novonesis.
Biologisk løsning
Partnerskabet arbejder med Novonesis’ mikrobiologiske plantebeskyttelsesprodukt, NemixC, som testes i feltforsøg og introduceres gennem træning af lokale bønder.
Resultaterne viser et tydeligt potentiale. I forsøgene er udbyttet steget markant på tværs af afgrøder: majs fra 14 til op mod 26 sække per acre, kartofler fra 77 til 184 sække og sukkerrør fra 28 til 54 tons.
Ud over højere udbytte reducerer løsningen behovet for kemiske pesticider og forbedrer arbejdsmiljøet for bønderne.
Samtidig er effekten afhængig af korrekt anvendelse og lokale forhold, hvilket gør træning og rådgivning til en central del af indsatsen, hvor CARE har lokale ansatte på jorden i Kenya.
Faktaboks
Kommerciel partner: Novonesis
NGO-partner: CARE Denmark og CARE Kenya
Andre partnere: University of Nairobi, Cereal Growers Association, Promaco ltd., Agricultural Training Centres
Sektor: Fødevarer/landbrug
Bæredygtighedsudfordring: Etablering af resilient værdikæde for biologiske landbrugsinputs.
Langsigtet mål for Novonesis: Udvikle et kommercielt bæredygtigt marked for biologisk plantebeskyttelse i Østafrika.
Læring: markedsudvikling tager tid
Partnerskabet peger på, at det kræver langsigtet engagement at udvikle nye markeder, særligt når løsningerne er vidensbaserede og afhænger af regulatorisk godkendelse.
“Projektet har en stærk bæredygtighedsprofil, men vi er først lige begyndt på kommercialiseringsfasen. En af de vigtigste læringer har været, at når man arbejder videnskabeligt, tager det tid at få det rigtigt. Vi undervurderede også den regulatoriske side,” siger Tiago Izeppi.
Derfor har forventningsafstemning også været afgørende i arbejdet med lokale aktører.
“En central udfordring har været at håndtere forventninger, så vi kan opretholde tillid og fortsætte arbejdet i lokalsamfundene,” siger Mwende Kusewa, Associate Country Director hos CARE Kenya.
Alle billeder tilhører Care.
Fra produkt til marked
En afgørende del af partnerskabet er ikke kun at teste produktet, men at få det til at fungere i en lokal markedsstruktur.
Det indebærer samarbejde med universiteter, landbrugsorganisationer og distributører for at opbygge dokumentation, sikre regulatorisk godkendelse og skabe adgang til markedet.
Ved at bruge eksisterende distributionskanaler og opbygge lokal kapacitet reduceres risikoen ved at introducere en ny teknologi i et marked, hvor både viden og finansiering er begrænset.
”Det, der gjorde Kenya interessant, var konteksten med småbønder og fødevaresikkerhed.”
– Tiago Izeppi, Senior Global Marketing Manager hos Novonesis.