“Alle led i værdikæden har et ansvar for dyrevelfærden – lige fra landmanden, producenten og detailhandlen til forbrugerne.”
Sådan lyder det klart og tydeligt fra Britta Riis, direktør i Dyrenes Beskyttelse, som hver dag arbejder for et mere respektfuldt og bæredygtigt forhold mellem dyr, mennesker og natur.
Som Danmarks største dyreværnsorganisation arbejder Dyrenes Beskyttelse for, at dyrevelfærd ikke bliver glemt i debatten om bæredygtighed og ansvarligt forbrug. Det estimeres, at der årligt indgår 160 milliarder dyr i fødevare- og tekstilproduktionen på globalt plan, og med over 200 millioner landbrugsdyr involveret i den danske fødevareproduktion, er det umuligt at tale om ansvar uden også at tale om dyrenes vilkår.
“Alle aktører i værdikæden kan gøre en stor forskel for dyrevelfærden gennem konkrete handlinger,” understreger Britta Riis. “Det gælder både producenter og forhandlere – men også os som forbrugere. Vores valg i supermarkedet har direkte betydning for dyrenes liv.”
Et stærkt fællesskab for ansvarlig handel
For Dyrenes Beskyttelse var det et naturligt skridt at melde sig ind i Etisk Handel Danmark.
“Etisk Handel er en stærk platform for bæredygtige værdikæder og samarbejde på tværs af sektorer – virksomheder, NGO’er og myndigheder,” fortæller Britta Riis. “Dyrevelfærd er ét af de 13 principper for ansvarlig handel, som medlemmerne forpligter sig til at arbejde aktivt med. Derfor giver det rigtig god mening for os at være en del af fællesskabet.”
Organisationen ser medlemskabet som en mulighed for både at dele viden og være med til at påvirke udviklingen mod mere ansvarlige produktionsformer – ikke mindst med dyrevelfærd som en integreret del af bæredygtighedsdagsordenen.
Råd i en krisetid: Vi må ikke sænke ambitionsniveauet
På spørgsmålet om, hvilket råd Dyrenes Beskyttelse vil give til andre, der vil holde fast i ansvar og bæredygtighed, svarer Britta Riis:
“I en tid med krige, geopolitisk uro og hvor 6 ud af 9 planetære grænser er overskredet, er det vigtigere end nogensinde, at vi samarbejder på tværs af værdikæden for at fremme et mere bæredygtigt forbrug. Vi må ikke miste fokus på at finde og skabe nye løsninger – tværtimod bør ambitionerne og tempoet øges.”
Dyrenes Beskyttelse har været medlem af Etisk Handel Danmark i knap 10 år.