Lekolar er en af Nordens førende leverandører af lege- og læringsmiljøer til skoler og dagtilbud.
Virksomheden tilbyder løsninger inden for møbler og indretning, uderum og legepladsudstyr, STEAM og programmering, sportudstyr, legetøj samt hobby- og indlæringsprodukter – med fokus på kvalitet og ansvarlighed.
Med børn og unge som slutbrugere bærer Lekolar et særligt ansvar. De produkter, børn og unge møder hver dag, skal ikke blot være funktionelle, men også udviklet under ansvarlige forhold og med omtanke for både mennesker og miljø.
Det fortæller Jesper Mortensen, administrerende direktør i Lekolar Danmark, der understreger, at ansvarlighed ikke er noget, virksomheden lægger ovenpå forretningen, men en integreret del af dens fundament.
“Bæredygtighed og ansvarlig virksomhedsadfærd er en integreret del af vores arbejde. Som leverandør til skoler og dagtilbud har vi et særligt ansvar for at sikre, at vores produkter udvikles under trygge og ansvarlige forhold og med materialer, der lever op til høje miljø- og kvalitetskrav,” siger han.
Systematik og dokumentation i centrum
Lekolar arbejder i dag systematisk med ansvarlighed og bæredygtighed.
Og her fylder tre områder særligt i virksomhedens nuværende indsatser: bedre dokumentation og gennemsigtighed, social ansvarlighed i forsyningskæden og udviklingen af mere cirkulære og langtidsholdbare løsninger.
“Disse indsatsområder er centrale, fordi de både understøtter kommunernes (deres primære kunder, red.) bæredygtighedsmål og vores egen ambition om at være en ansvarlig markedsleder,” forklarer Jesper Mortensen.
Præcise krav skaber bedre resultater
Som leverandør til store offentlige indkøb oplever Lekolar, at kravene til bæredygtighed og ansvarlighed er stigende, en udvikling virksomheden hilser velkommen.
“Det vigtigste er at stille tydelige og fagligt velbegrundede krav. Kunder opnår størst effekt ved at fokusere på materialer, sporbarhed, kemikalier og produktets levetid,” siger Jesper Mortensen.
Ifølge ham skaber præcise krav ikke kun bedre resultater, men gør det også muligt for leverandører som Lekolar at udvikle løsninger, der “reelt gør en forskel for miljøet og for ansvarligheden i værdikæden.”
Medlemskab af Etisk Handel Danmark giver vigtige redskaber
For Lekolar er arbejdet med ansvarlige leverandørkæder ikke noget, virksomheden løfter alene. Medlemskabet af Etisk Handel Danmark, som trådte i kraft i 2022, spiller en vigtig rolle i at styrke virksomhedens systematik og indsigt.
“Vi er medlem af Etisk Handel Danmark, fordi fælles rammer og videndeling skaber størst effekt i arbejdet med ansvarlighed. Medlemskabet giver os redskaber til at arbejde systematisk med globale leverandørkæder, sparring om komplekse CSR-udfordringer og et stærkt netværk af aktører, der arbejder mod samme mål,” siger han.
Samarbejdet understøtter ikke blot Lekolars interne processer, men bidrager også til den tillid og kvalitet, som kunderne kan forvente af en virksomhed, der udvikler løsninger til børn og unge.
“Som leverandør til børn og unge har vi et ansvar, der rækker ud over selve produktet. Etisk Handel Danmark er en vigtig partner i vores arbejde med gennemsigtighed og ansvarlige værdikæder.”