Når Roskilde Festival på få uger rejser en midlertidig storby på marken uden for Roskilde, samler den ikke kun titusinder af gæster, men også et komplekst netværk af leverandører og samarbejdspartnere.
Det åbner for store muligheder, men også væsentlige dilemmaer: Hvordan stiller man skarpe krav til bæredygtighed uden at presse mindre aktører væk? Og hvordan skaber man gennemsigtighed i en værdikæde, der spænder fra madboder og materialer til frivillige og logistik?
I denne Spot-artikel undersøger vi, hvordan Roskilde Festival arbejder med ansvarlighed og bæredygtighed, og hvilken rolle medlemskabet af Etisk Handel Danmark spiller i dette arbejde.
En helhedsforståelse af ansvarlighed
Som almennyttig virksomhed og frivillig forening med et menneskehav af deltagere og frivillige er ansvarlighed et grundvilkår i festivalens arbejde, fortæller kommerciel direktør Michael Boie.
“At bidrage til bæredygtig udvikling er et grundlæggende element af at være en almennyttig virksomhed og drive frivillig forening, der engagerer mere end 25.000 frivillige og afvikler en festival for 100.000 deltagere,” siger han og uddyber:
“Vi arbejder ud fra en helhedsforståelse, hvor kunst, miljø, social og økonomisk ansvarlighed tænkes ind i alle dele af festivalen fra partnerskaber og indkøb til drift, logistik og gæsteoplevelser.”
Festivalens ansvarlighedsarbejde viser sig gennem fx mål for de fire bundlinjer (kunst, miljø, social og økonomisk ansvarlighed), udfasningen af dieselgeneratorer i samarbejde med Andel og Roskilde Kommune samt en stærk social profil, hvor overskud doneres til humanitære formål.
I 2024 lød overskuddet på 13,5 millioner, som blev doneret ubeskåret til gavn for børn og unge.
Fra lineært forbrug til cirkulær tænkning
Festivaler er ikke kun musik og glade dage. De fungerer nemlig som midlertidige byer med enorme materialestrømme og forbrug, og netop derfor arbejder Roskilde Festival målrettet på at gøre ressourcerne langt mere langtidsholdbare.
De materialer, der indgår i at opbygge den orange festival skal kunne genbruges på tværs af år og aktiviteter, både for at reducere klimaaftrykket og for at imødegå stigende råvarepriser, forklarer Michael Boie.
Men cirkulær økonomi står ikke alene. Roskilde Festival er også dybt afhængig af et omfattende leverandørnetværk. Derfor fylder ansvarlige indkøb samt stærke, langsigtede samarbejder fylder stadig mere.
Dét koblet sammen med højere forventninger til ansvarlighed fra både deltagere og partnere gør ansvaret i værdikæderne uundgåeligt.
“Vi er afhængige af mange leverandører. Derfor prioriterer vi due diligence, tæt dialog og langsigtede partnerskaber med leverandører, der vil den samme vej som os,” forklarer Michael Boie.
Et tredje fokusområde er rollen som “levende laboratorium”, hvor midlertidigheden bruges til at afprøve nye løsninger og prototyper i stor skala skaber innovation, der ofte kan videreudvikles og skaleres uden for festivalpladsen.
Krav, incitamenter og forventningsafstemning
Roskilde Festival indgår naturligt i mange samarbejder. Og her bruger festivalen sin position til at engagere partnere i ansvarlighedsdagsordenen både under festivalen og i deres øvrige arbejde.
“Vi ser det som en vigtig opgave at engagere vores samarbejdspartnere og B2B-kunder i at efterspørge ansvarlige løsninger,” siger Michael Boie.
Det sker gennem åbenhed om mål og udfordringer, ved at integrere ansvarlighed i partnerskabssamtaler fra første møde og gennem kampagner, der gør det nemt og attraktivt for publikum at vælge mad eller drikkevarer med det laveste aftryk på planeten.
“Erfaringen er, at der er stor interesse for det. Men også, at forventningsafstemning er afgørende. Mange vil gerne bidrage, men har behov for klare retningslinjer, støtte og fælles incitamenter,” siger han.
Samarbejde på tværs af værdikæder
For at skabe reelle forandringer arbejder festivalen tæt sammen med andre kultur- og eventaktører samt tekniske og logistiske partnere.
Det viser sig i udviklingen af modulære scener, genbrugelige installationer og nye fødevarekoncepter samt i bred videndeling med NGO’er, kommuner og kulturinstitutioner om standarder for indkøb, frivilligledelse og sociale tiltag.
“Disse partnerskaber gør det muligt at rykke hurtigere, afprøve løsninger i stor skala og skabe et fælles sprog for ansvarlighed,” siger han.
Medlemskabet af Etisk Handel Danmark spiller en central rolle i arbejdet med ansvarlige leverandørkæder. Via Etisk Handel Danmark får festivalen nemlig adgang til værktøjer, rådgivning og et stærkt fagligt netværk.
“Vi er medlem af Etisk Handel Danmark, fordi vi ønsker at tage et ansvarligt lederskab i vores værdikæder og bidrage til en bredere bevægelse mod mere ansvarlig handel og virksomhedspraksis,” siger Michael Boie.
Medlemskabet styrker både medarbejdernes kompetencer og festivalens arbejde med due diligence og ansvarlige indkøb. Samtidig giver det mulighed for sparring og for at præge udviklingen i branchen, forklarer den kommercielle direktør.
“Etisk Handel er en platform for fælles udvikling, hvor vi kan være med til at præge standarder og nye initiativer også på tværs af brancher.”