Etisk Handel Danmark har fået en stærk ny profil på holdet. Vi byder varmt velkommen til vores nye rådgiver, Francesca Manta.
Med over 15 års erfaring inden for menneskerettigheder, supply chain management og due diligence bringer hun stærke operationelle kompetencer til vores team. Hun ser frem til at vejlede og støtte vores medlemmer i arbejdet med at opbygge og drive ansvarlige værdikæder, primært i fødevare- og råvaresektoren.
“Verden bliver mere indviklet hver dag, lige fra geopolitik til klimaændringer til udhulingen af menneskerettigheder – med direkte konsekvenser for handel og værdikæder. Det kræver mod og et stabilt kompas at navigere i denne kompleksitet, især når lovgivningen er i limbo og ESG-agendaen er kommet under lup. Jeg glæder mig til at bidrage til Etisk Handel Danmarks mission og fremme de 13 principper for etisk handel i partnerskab med det multistakeholder-fællesskab, som er en af organisationens unikke styrker,” siger Francesca Manta.
Francesca har tidligere haft ansvar for social compliance og ansvarligt indkøb hos blandt andre Vestas, Mærsk og Flying Tiger Copenhagen. Senest har hun har drevet rådgivning, netværk og konsulentporteføljer i Norden og internationalt hos BSR. Francesca er oprindeligt fra Italien, men har boet og arbejdet i Danmark, Østafrika, Sydasien og senest i New York.
Vi ser frem til at trække på Francescas brede internationale erfaring og hendes stærke engagement i ansvarlig handel til gavn for både Etisk Handel Danmark, vores medlemmer og samarbejdspartnere.