21. august
Sådan nytænker du bæredygtige materialevalg som indkøber
Få inspiration til arbejdet med Verdensmålene med konkrete eksempler på, hvordan du som offentlig eller privat indkøber kan gribe arbejdet med bæredygtige indkøb an.
Forum for Bæredygtige Indkøb og Etisk Handel Danmark inviterer til det andet af tre webinarer, der sætter fokus på nogle af de initiativer, der har været indstillet til prisen for Verdens Bedste Indkøber 2023. Du vil derfor blive præsenteret for konkrete eksempler på, hvordan arbejdet med bæredygtige indkøb kan gribes an.
Temaet på webinaret d. 21. august er: ”Sådan kan du nytænke materialevalg og genbrug i dine indkøb.”
Etisk Handel Danmark er initiativtager til prisen Verdens Bedste Indkøber, som i 2019 blev stiftet sammen med Miljøstyrelsen, IKA – foreningen af offentlige indkøbere, Forum for Bæredygtige Indkøb og Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb. Prisen uddeles hvert år og har især fokus på tre kriterier: Bæredygtighed, Nytænkning og Skalerbarhed & Effekt.
Blandt de nominerede til prisen i 2023 var indkøbsafdelingen ved Give Steel og Københavns Kommune.
Her vil Give Steel give konkrete eksempler på, hvordan de har nytænkt deres materialevalg efter dialog og research-samarbejde med andre europæiske stålværker. Indkøbsteamet hos Give Steel har i samarbejde med grossister scannet markedet og udvalgt de specifikke værker, der opnår de laveste CO2-tal på de efterspurgte råvarer. Igennem disse indkøb har Give Steel samlet set sparet projekterne for 5.500 tons CO2 og reduceret udledninger fra stålet med ca. 40% ved at finde low- carbon alternativer.
Desuden vil Københavns Kommune præsentere resultater af projektet “Fra valgplakat til kontorstol”, som blev iværksat i forlængelse af folketingsvalget 2022. Her besluttede Københavns Kommune som et forsøg at genanvende de indsamlede, brugte valgplakater som råmateriale i en produktion af nye kontorstole til kommunens ansatte. Målet var at skabe et helt konkret og meget synligt eksempel på, hvordan Københavns Kommune kan tænke cirkulært og agere mere bæredygtigt i hverdagen. Ved at genanvende eget plastaffald som et råmateriale i produktionen af inventar, er både CO2-aftrykket og brugen af virgine materialer blevet reduceret.
Det får du til webinaret:
- Viden og ideer til kreative løsninger indenfor genbrug og afsøgning af alternativer i dine indkøb
- To konkrete eksempler på initiativer udviklet af private og offentlige organisationer
- Mulighed for at stille spørgsmål og udveksle erfaringer med de organisationer, der har udviklet initiativerne
Program
- Velkomst og præsentation af program
- Inspirationsoplæg om research-samarbejder og innovation i materialevalg ved Jacob Elbæk, Senior Sustainability Engineer ved Give Steel
- Inspirationsoplæg om genbrug af materialer til nyt inventar ved Jan Sindal, Projektleder ved Københavns Kommune
- Spørgsmål og dialog om de to initiativer
- Afrunding
Arrangementet afholdes som en aktivitet under Forum for Bæredygtige Indkøb i et samarbejde mellem partnerkredsen, der består af Etisk Handel Danmark, IKA, Miljøstyrelsen, Forum for Bæredygtige Indkøb og Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb.
Skriv til Anne Kathrine Kjær Bruun på akb@etiskhandel.dk, hvis du vil vide mere eller har spørgsmål.
Hvad er verdens Bedste Indkøber?
Titlen som Verdens Bedste Indkøber uddeles hvert år på Forum for Bæredygtige Indkøb og Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøbs årskonference til en virksomhed eller organisation, som har gjort et ekstra stort stykke arbejde for at bidrage til et eller flere af Verdensmålene gennem deres indkøb. Du kan være med til at indstille kandidaterne til prisen i 2024 – der åbnes for indstillinger i september 2024. Læs mere her.
Når du tilmelder sig webinaret accepterer du at det må optages, og at denne optagelse må deles med efterfølgende.
Tilmeld arrangement
Praktisk information
Få vores nyhedsbrev
Følg med i vores arrangementer, netværk og nyheder.